Fælles høringssvar: Infrastrukturen skal følge med udviklingen
Strib Lokaludvalg og Røjlehalvøens Lokaludvalg har indsendt et fælles høringssvar til Middelfart Kommunes budget for 2027 og overslagsårene 2028–2030.
Baggrunden er den fortsatte boligudvikling i og omkring Strib og på Røjlehalvøen. Flere nye boligområder er allerede opført, mens yderligere områder er under planlægning. Det skaber et stigende trafikpres på et vejnet, som flere steder består af smalle veje og skoleveje.
Behov for en ringvej
I høringssvaret opfordrer de to lokaludvalg kommunen til at prioritere planlægningen og etableringen af en ringvej eller omfartsvej mellem Strib, Røjle og Vejlby.
En ny vejforbindelse skal være med til at lede mere trafik uden om boligområderne og fordele trafikken bedre mellem områdets motorvejstilkørsler. Den endelige placering og linjeføring skal naturligvis undersøges nærmere og ske med inddragelse af områdets borgere.
En mere sikker skolevej
Lokaludvalgene ønsker samtidig, at der hurtigst muligt etableres en grussti langs Abelonelundvej. Vejen fungerer som skolevej, men er smal og forventes at blive belastet yderligere i takt med områdets udvikling.
Infrastruktur før yderligere byudvikling
Det fælles budskab er, at infrastrukturen skal følge med udviklingen – og helst være på plads, inden nye boligområder etableres. Derfor ønsker lokaludvalgene, at der afsættes midler i budgettet til at fastlægge ringvejens placering og sætte arbejdet i gang hurtigst muligt.
Høringssvaret blev indsendt den 27. august 2026 på vegne af Strib Lokaludvalg og Røjlehalvøens Lokaludvalg.
Læs det samlede høringssvar og se de tilhørende kort og illustrationer i PDF’en nedenfor.

